0

3D TV – spådomme og status

3D TV spås at udvikle sig hastigt de kommende år. Men hvordan er øjebliksbilledet lige nu, når vi ser på de danske aktører og deres holdning til udbredelse af 3D TV via broadcast?

Analysefirmaet Screen Digest har kortlagt markedet for 3D udbredelse i USA og Europa, og efter grundige interviews med fladskærms producenter og distributører udarbejdet dette estimat for udbredelse af 3D TV i de nærmeste år. Som det ses, ser aktivitetsniveauet ganske højt ud, med en udbredelse i år 2014 på 28% i USA og 18% i Vesteuropa. Og en global udbredelse af 3D fladskærme i 104 millioner husstande.

Der er mange aktiviteter igang rundt om i verden, mange broadcastere, der er igang med 3D TV, og adskillige distributører, som Sky i England, der har søsat en omfattende 3D pakke til forbrugerne, med både en 3D film kanal, der viser de seneste 3D film fra Hollywood, og en sportskanal. Sky har selv investeret betydeligt i et produktionsfirma, der kan skabe 3D indhold til dem, alt fra sportstransmissionerne til dokumentarfilm og kulturprogrammer i 3D, fra ballet til skulpturer. Men ikke uventet, så er det indtil videre sport i 3D, der har vundet mest udbredelse, og i England findes adskillige pubs, hvor Sky har store 3D fladskærme installeret, og store lokale sportsbegivenheder kan nydes i 3D med en pint eller to.

3D TV via tv-bokse

Sky var de første, der har anvendt eksisterende tv-bokse i stor stil til at distribuere 3D TV ud til eksisterende brugere. Det kan lade sig gøre, fordi man tager en HD kanal og samler de to billeder, der skal til for at skabe 3D oplevelsen, i ét HD videosignal. De to billeder sendes ”side-by-side”, altså to billeder ved siden af hinanden, og der sendes et trigger-signal til 3D fladskærmen, der samler de to billeder til ét 3D billede, der kan ses gennem fladskærmens 3D briller. Teknikken betyder, at f.eks. også YouSee i Danmark  ganske nemt kan sende 3D kanaler over deres eksisterende boks, eller direkte til digitale tunere i 3D fladskærmene.

YouSee og 3D TV

Anders Blauenfeldt

Vi har talt med udviklingsdirektør Anders Blauenfeldt fra YouSee for at høre, hvad han gør sig af tanker om 3D udviklingen.

Hvornår vil vi se 3D kanaler på dansk kabel TV?

- Vi kan sige, at der intet er i pipeline lige nu, og det heller ikke er noget vi efterspørger i nogen særlig grad. Vores vigtigste fokus er overgangen til HD på alle kanaler. Hvis der opstår mulighed for en 3D kanal i løbet af 2011, er det muligt vi kunne gøre det.

Hvis og når 3D kommer til YouSee, hvilket indhold tror du så kommer først?

- Det er svært at svare på, da vi må se på aktuelle muligheder når de opstår. Men hvis vi alligevel skulle gætte så vil det givetvis være Sport eller Film, hvilket jo er områder der allerede nu bliver produceret i 3D.

TV 2 Sport og 3D

Hvis man spørger administrerende direktør for TV 2 Sport A/S, Claus Bretton-Meyer, om man har planer om dansk 3D sport, er han generelt skeptisk overfor 3D TVs succes og udbredelse på den korte bane, især nu hvor forbrugerne lige har investeret i nye HD skærme.
- Erfaringerne med HDTV viser, at det er indholdet der driver interessen i langt højere grad end sendeformatet. Groft sagt vil seerne hellere have mere og bedre indhold på de eksisterende kanaler fremfor uændret eller mindre indhold i HD eller 3D. Content is still king! – siger Claus Bretton-Meyer og fortsætter,
- Prisen for at producere indhold i 3D er fortsat meget høj. Mange produktionsselskaber har først nu investeret i HD-udstyr, og desuden kræver det dobbelt så meget båndbredde som en HD-kanal at udsende en enkelt kanal i 3D – eller næsten fem gange så meget som en tv-kanal i standardopløsning.

Fra YouSee udtaler Anders Blauenfeldt:
- Vi forventer at kunne distribuere 3D live-tv signaler direkte til fladskærm, enten med eller uden Kort og CA-modul – og det kræver således ikke en YouSee Plus boks for at kunne se 3D TV.
Taler vi derimod om on-demand, altså film i 3D via YouSee Cinema, så skal det naturligvis foregå via boksen.

Hvor stort tror I 3D TV kan blive i fremtiden? Ingenting, en dedikeret niche, eller et nyt dagligt produkt for kunderne?

- Vi kan ikke endnu konkludere, om det overhovedet er en konkurrenceparameter og om det egentlig er noget der efterspørges blandt tv-forbrugere, og om det måske også om 10 år er alt for dyrt at producere live-sport i 3D i forhold til markedspotentialet, så jeg er nødt til at sige at vi lander mellem ”ingenting” og ”en dedikeret niche”.

Vil YouSee selv investere i at få 3D indhold ud til husstandene? F.eks. ved at betale ekstra til Sportskanalerne, hvis de vil investere i 3D transmissions udstyr?
- Det har vi ingen planer om foreløbig. Jeg vil ikke afvise, at vi kunne lave nogle 3D tests i markedet og på den måde investere i noget begrænset indhold – men ikke i stor skala.

Hvad er din personlige vurdering af fremtiden for 3D TV?

- Jeg er nødt til at nævne at 3D-briller i mit hoved må anses for en kæmpe barriere som ikke kan negligeres eller bortforklares. Medie-forbrug via tv-skærme er ikke en dedikeret oplevelse på samme niveau som en biograf; man taler sammen med andre i stuen, man tjekker sin sms, man gør andre ting imens man eksempelvis ser fodbold på tv – og her tror jeg simpelthen ikke det nogensinde lykkes at uddanne hele befolkningen til, at man skal have særlige briller på for at se tv.

Således markedsfører Sky i England 3D sport - glade sportsentusiaster med 3D briller og sloganet “Believe in better”.



Kommentér på Facebook

Kommentarer (0)

Trackback URL

Skriv en kommentar

Du skal være logged ind for at skrive kommentarer.