19

Opskriften på Den Ultimative TV Stue

Her får du opskriften på den ultimative tv stue. Opskriften er afprøvet, og den fungerer fantastisk. Det er ikke helt lige til, der skal sættes en hel del op, men det er besværet værd, hvis du vil have det sidste nye inden for film og video. Alt det, som de danske tv- og video udbydere ikke kan levere endnu…

Tænk hvis du kunne alt dette!

Tænk hvis du kunne se alle de nye film direkte fra USA, leje dem før de kommer i videobutikkerne i Danmark, få adgang til alle de nye amerikanske tv-serier. Samt få adgang til et arkiv med over 50.000 film og tv-serier blandt det bedste i verden – på din fladskærm, på din PC, på din mobil, på din iPad. Og altid være sikker på at finde noget, du har lyst til at se, fordi systemerne ved hvad du godt kan lide.

Og tænk hvis du havde et rigtig smart tv-system, hvor du kan optage mange programmer, automatisk optagelse af f.eks. TV-Avisen hver dag, automatisk oprydning, opbygge det eget store arkiv af tv-udsendelser. Og kunne se dem lige meget hvor i verden du er, se direkte tv hjemmefra når du er ude at rejse, se tv på din mobil telefon og iPad. Og kunne se hvad der kommer i fjernsynet i aften, og bestille optagelser af tv-programmer lige meget hvor du går og står.

Alt dette kan lade sig gøre med vores opskrift på Det ultimative digitale medie stue, for den seriøse digitale medieforbruger. Vi skal ikke bilde dig ind, at det er ligetil at sætte op og installere. Det kan tage noget tid at få det hele til at virke, og du kan også starte med nogle af tingene, som f.eks. den lille fikse AppleTV boks til iTunes US butikken og Netflix. Men skal du have det optimale, så anbefaler vi at sætte tid og penge af til vores samlede opskrift. Du vil her på siden kunne stille spørgsmål og hente hjælp under vejs.

Claus Bülow Christensen fra CBC New Media News har installeret den ultimative tv-stue hjemme hos chefredaktør Christiane Vejlø fra elektronista.dk, og i denne video kan du få en grundig beskrivelse af hele opsætningen, og Christianes forklaring på hvad det så er, hun har fået ud af det:

Tag hul på den nye medieverden

Fremtidens tv-stue kan skabes på flere måder, og mange af komponenterne kan kombineres med hinanden på flere måder.

Vi kan garantere, at denne opskrift virker og giver stor glæde og valgfrihed i dagligdagen. Det koster lidt penge og en del tid at få det hele op at køre, men til gengæld slipper du for ærgrelsen over, at der ikke er noget du gider se i tv, og ærgrelsen over at spilde tid på at zappe bevidstløs rundt, og du behøver aldrig mere købe eller leje en DVD film, og du behøver aldrig mere at skulle besvære dig med at rejse dig og se om du har en film stående, du har lyst til at se, eller lede efter den film, du gerne vil se, men sikkert har fået lånt ud, uden at få tilbage.

Frem for alt, så nedsætter du væsentligt risikoen for fordummende tv og film, som ikke passer til dit humør og din intelligens – for de nye medie systemer lærer dig hurtigt at kende. Vores opskrift giver dig adgang til de ypperste amerikanske tjenester og services, der er på et højt niveau, som ingen danske tv og video udbydere endnu kan hamle op med.

Den nye digitale medieverden er en verden helt uden plastikskiverne vi kender som CD, DVD og Blu-ray. Og det meste er i flot HD kvalitet med Dolby 5.1 lyd, billigere end du er vant til, og 100% lovligt. Og du får bedre og mere bekvem service og renere samvittighed end film- og tv piraterne, som vi desværre har mange af i Danmark. Det skyldes jo også i høj grad, at vi i Danmark slet ikke kan få nogle af disse services lovformeligt fra de danske udbydere – men selv må “importere” varerne fra USA.

Sådan bliver du amerikansk medieforbruger

Du skal til opskriften have dig en amerikansk adresse og en særskilt e-mail adresse til formålet, og det anbefaler vi at du gør som noget af det første.

Du kan lave en tilfældig adresse i USA fra f.eks. Google Maps. Det er snyd i forholdet til den aftale, du indgår som abonnent hos Apple og Netflix, men det ikke ulovligt, og du kan aldrig blive retsforfulgt. Det værste der kan ske er, at din konto bliver lukket. Men ingen har nogensinde hørt om, at det skulle være sket. Det element af ”snyd”, der er ved at gøre dette, opvejes af, at du faktisk betaler til medieindustrien for dit kommende forbrug.

Det er bare ikke meningen, at du skal kunne gøre det som borger i Danmark, men dette er et eksempel på, at den ”gamle” distributionsverden ikke er fulgt med tiden, og de attraktive varer fra andre lande via det åbne internet nemt kan finde vej til en dansk forbruger. Og det er også et eksempel på, at de danske udbydere af tv- og video har sovet i timen, og ikke sikret at tjenester som f.eks. Netflix nemt kan fås for en dansker. Det skal nok komme, men det tager givet lang tid endnu. Så bliv trygt amerikansk medieforbruger indtil videre! Lav dig en amerikansk adresse med et gyldigt telefonnummer. Brug evt. nogle venner i USA’a adresse, eller find en tilfældig via Google Maps.

Om password: Et rigtig godt råd – brug den samme e-mail adresse, og den samme adresse i USA, og det samme password hver gang du opretter en konto til en tjeneste i USA. Lav et password, der indeholder et tal og et stort bogstav – det kræver en række af de konti, du skal oprette. Skriv det hele ned i en tekst-fil, som du så kan kopiere fra.

Send dine bokse over USA

Snyd dine bokse til at tro de befinder sig i USA

Du skal nu gøre klar til, at alle dine medieapparater kan snydes til at tro, at de befinder sig i USA. Det kan gøres på flere måder, og vi anbefaler tjenesten www.unblock-us.com. De har glimrende beskrivelser af, hvordan de forskellige bokse sættes op til at tro, at de befinder sig i USA. Tricket består i, at Unblock-US stiller en DNS server til rådighed i USA (Dynamisk Navne Server), og denne indtastet i dine apparater.

Hver gang man modtager et signal fra internet, går signalet gennem en amerikansk server, og apparatet og tjenesten man benytter, tror man befinder sig i USA. Unblock-us.com koster ca. 225 kroner for et års abonnement. Du er nu klar til at oprette dig et abonnement på de tjenester, du skal have adgang til, nemlige iTunes US og Netflix.

Netflix

24 millioner amerikanske husstande elsker Netflix – her kan du altid finde noget godt at se

Start med Netflix, og det anbefales at gøre det fra en PC, som du har sat op med Unblock-US.com. Gå ind på www.netflix.com, og du kan bruge et dansk kreditkort til Netflix. Første måned er gratis, og dernæst koster det p.t. $7,95 om måneden, men så har du også adgang til ca. 50.000 film og tv-serier. Når du har oprettet din konto, kan du teste om du kan se film fra Netflix på din PC. Senere skal du bruge dit Netflix brugernavn, der er din e-mail adresse, sammen med dit password for at få Netflix på din AppleTV boks og/eller Playstation 3.

iTunes US

Apples amerikanske videobutik har de allernyeste film og tv-serier – lang tid før de dukker op i Danmark

Skaf dig et iTunes gavekort til den amerikanske iTunes. Danske kan IKKE bruge til en amerikansk konto. Gavekortene kan købes f.eks. ved at blive ven med Michael Sayre på Facebook, han har mange glade kunder i Danmark. Når du har en amerikansk adresse og et gavekort til iTunes US store, er du klar til at oprette en iTunes US konto. Det er gratis, men nødvendigt for at leje og købe film til din AppleTV boks, iTunes, iPad, iPhone etc.

Når du opretter kontoen, skal du IKKE udfylde kreditkort informationerne, men i stedet indtaste koden fra dit i iTunes US gift certificate ved feltet ”Redeem”. Der er ikke abonnements betaling på iTunes, men derimod betaler du for hver film du ønsker at købe eller leje. En helt ny film i HD kvalitet og Dolby Digital lyd koster $4,95 at leje i 24 timer, og du kan købe filmene hvis du har en iPad eller iPhone, eller bare en PC med iTunes. Herfra kan filmene så nemt sendes til din fladskærm via Apples unikke Airplay til AppleTV boksen.

Hardware

Til opskriften anbefaler vi følgende, hvor der indgår en del udstyr fra Apple. Vi har testet rigtig mange medieløsninger, men har ikke fundet noget bedre end Apples Mac Mini, og Apple TV boksen, der virker nemt og driftsikkert. Hvis du vil følge vores anbefaling, skal du indkøbe følgende:

  • AppleTV boks
    • Fiks lille boks, der giver adgang til Apples amerikanske iTunes butik med film og tv, samt filmtjenesten Netflix. Desuden kan du vise dine egne film og billeder fra f.eks. en iPhone og iPad direkte på fladskærmen. Du kan købe film på en iPhone eller iPod, eller din PC med iTunes, og streame dem over dit wi-fi netværk til fladskærmen via AppleTV boksens geniale Airplay system. På selve boksen kan du leje film direkte fra sofaen, og se så meget du lyster fra din Netflix konto.Sælges ikke officielt i Danmark, men søg på den og du kan finde en webshop, der sælger den, nok også i Danmark
  • Playstation 3 (hvis du har en i forvejen, den er et glimrende supplement)
    • PS3 er fantastisk god til at vise film fra Netflix, så vil du have den ultimative filmtjeneste til din fladskærm, kan den anbefales. P.t. kan man også kun se Netflix film med amerikanske undertekster via Playstation 3, det findes endnu ikke på AppleTV boksen.
    • På en PS3 kan du også oprette en konto til Vudu tjenesten, en unik luksus film og tv-serie service, der streamer film i fuld HD (1080p), og endda har 3D film man kan leje direkte til en PS3 og se i 3D, hvis man har en 3D fladskærm. Vudu er dog særlig besværlig at få konto til, da der kræves et amerikansk kreditkort, men det kan også fikses, f.eks. via tjenesten Usunlocked.
    • OBS: Før man kan få en PS3 til at tro den står i USA, skal man oprette sig en amerikansk PlayStation Network (PSN) konto, og ændre DNS’en i netværket via Unblock-US.com. Når dette er sat op, kan man hente Netflix applikationen til PS3 ved via dens browser at gå til www.netflix.com, og når man har logget sig ind på sin Netflix konto har man med ét adgang til titusinder af film fra sin gamle spilkonsol.
  • iPad 2
    • Den eneste rigtig gode tablet computer i verden, som vi er fantastisk glade for, og bruger til utrolig mange ting. I denne opskrift bliver den yderligere til et perfekt transportabelt tv, og en skøn filmafspiller, når man er på farten. iPad kan sættes op til den amerikanske iTunes konto, og man kan købe film og tv-serier fra USA på den, og se dem på AppleTV boksen via Airplay. Ved at indtaste DNS tallene fra Unblock-US kan du også se Netflix på dit wi-fi netværk. Skal du kunne se Netflix overalt, skal du have en VPN tunnel til din iPad, f.eks. via Overplay.net. Læs mere hér.
  • MacMini
    • Apples mini computer, der direkte kan tilsluttes din fladskærm og giver et væld af muligheder for at se tv og video fra internet, men også kan blive til den ultimative tv-boks, sammen med et digitalt tv-signal fra enten en antenne eller f.eks. et YouSee digitalt kabel-tv stik i væggen, og en HDHomerun tuner.http://www.apple.com/dk/macmini/
  • HDHomerun tuner
    • Dette er en dobbelttuner, der tilsluttes dit netværk og skaber to tv-modtagere i Macmini’en. Du vil kunne se et program, mens du optager et andet, optage to programmer samtidig, se en optagelse mens du optager op til to programmer samtidig. Dejlig fleksibel tv-tjeneste, sådan skal det være. Du kan læse om boksen her, og bestille den leveret direkte: http://www.hdhomerun.com/

Software

  • EyeTV
    • En software, der gør en Mac computer til den ultimative tv-boks, der slår alle tv-bokse, man kan få i Danmark. Installeret på en Macmini viser Eyetv totalt baghjul til satellit modtagere fra f.eks. Canal Digital og Viasat, og til YouSee’s tv boks. Bl.a. kan man streame video ud fra sin husstand til en PC, smartphone eller tablet lige meget hvor man er, og se både optaget og live tv hjemme fra. Man kan også indtaste smart optage programmering, så man altid har sine yndlings serier optaget, lige meget hvor og hvornår de sendes. Du kan købe software’en hér.
  • Boxee
    • En gratis software, der yderligere gør Macmini’en til et perfekt mediecenter. Boxee er særlig god, hvis man allerede har en større filmsamling liggende på en harddisk.
  • EyeTV Apps til iPad og iPhone
    • Når Macmini’en er sat op, kan tv-programmer fra EyeTV ses både live og optagelser, og optagelser programmeres via en iPad og en iPhone.Se AppStore på din iPad eller iPhone
  • Digital tv, f.eks. fra YouSee
    • For at fodre din Macmini med digitale tv-signaler gennem HDHomerun tuneren, skal du have et digitalt signal. Hvis du har en god stueantenne i et vindue, eller en gammel antenne på loftet, kan du hente de syv gratis danske tv-kanaler ned fra luften uden det koster dig noget som helst.Har du et digital signal i antennedåsen i væggen fra f.eks. YouSee eller Stofa, får du endnu flere kanaler, og endnu mere glæde af dit tv-abonnement.
  • Hulu
    • Hulu er amerikansk kabel-tv med reklamer, men korte reklamer, du selv kan vælge hvad skal vise. Til gengæld har du adgang til næsten alt tv fra USA, f.eks. The Daily Show før det bliver vist på DR 2.
  • Pandora Radio
    • Verdens bedste radiostation, der KUN spiller musik, du kan lide. Kræver at du har VPN på f.eks. din iPad eller iPhone, eller Macmini’en. På genial vis ved Pandora altid hvilken musik, du har lyst til at høre. Pandora er baseret på det fascinerende ”The Music Genome Project”, hvor musikken behandles med en avanceret algoritme, der finder de genetiske koder i musikken. Det er ret syret, men det virker. Fortæl Pandora Radio lidt om hvad du kan lide, og den spiller musik i timevis for dig, som du vil elske.Pandora Radio, der fås som App til iPhone og iPad, og via PC’en på http://www.pandora.com/, er kun tilladt af musik industrien på det amerikanske marked på grund af de gamle territorielle rettigheder. En dag kommer den måske til Danmark, men vi er ligeglade, for du kan hente den via den VPN tunnel, som du abonnerer på via din digitale medie opstilling!

Budget

Kan du se budgettet for den løsning, vi anbefaler. Alle produkterne kan købes forskellige steder, så priser og forhandlere er med forbehold, og blot vores erfaringer:

Skriv til os, hvis du har spørgsmål eller kommentarer til opskriften på den ultimative tv stue! Og lad os gerne høre nærmere om dine egne erfaringer. Vi opdaterer løbende denne side, så hvis du vil have besked, når vi har nyt om den ultimative tv-stue, så tilmeld dig vores nyhedsbrev ude til højre. Vi kan også tilbyde at hjælpe dig med opsætningen hjemme hos dig selv, du kan skrive til os på denne formular.

Hvis du er i mediebranchen, og dit firma vil have en grundig workshop om de nye medier, hvordan de virker og forretningsmodellerne bag dem, så skriv til os hér.



Kommentér på Facebook

Kommentér (19)

Trackback URL

  1. Bjørn W. siger:

    Til fjernbetjening af sit Mac Mini Medie Center, anbefaler jeg Rowmote, som er en app til Iphone og Ipad. Den gør mus og keyboard overflødig. Alt fjernstyres via iOS enheden over wifi.

    Derudover kan det anbefales at det hele krydres med trådløst HDMI setup over ethernet. Her er man nød til at have kablet netværk i lejligheheden/huset ellers får man ikke meget HD signal rundt. På den måde behøver ens Mac Mini slet ikke stå ved ens tv, men være gemt væk i andet rum.
    Den larmer nemlig faktisk en del når den står og eksporterer udsendelser til ex. ipad/iphone eller man har redigeret udsendelser i Eye-TV mv.
    På den måde kan man sende sit signal til ex. flere TV på en og samme gang (med samme signal, though) – såre smart.

  2. Morten siger:

    Hej Claus

    Meget flot og nyttig gennemgang. Hvis jeg må stille et spørgsmål: Hvis man nu baserer sig på Mac og EyeTV som du foreslår, hvad er så muligheden for at det spiller sammen med PC klienter. Specifikt
    1) Kan man se optagne programmer på EyeTV/Mac setuppet i sit hjem på en PC?
    2) Kan man se optagne programmer på EyeTV/Mac fra andre steder end derhjemme på en PC?
    Jeg har læst lidt på EyeTV og kan ikke lige se, at den er så PC klientvenlig, men måske er mine Ninja-kompetencer bare ikke gode nok :-)

    Mvh Morten

    • Hej Morten,

      Tak for mail. Jeg er ikke sikker på, at EyeTV kan ses på en PC, men vil teste det. Normalt kan Safari på en Mac nemlig anvendes til at hente EyeTV signalet over internet, og det vil muligvis også fungere med Safari på en PC.

      Hilsen Claus

  3. Lars siger:

    Fed artikel, der beskriver præcis mine forhåbninger. Har netop erhvervet mac mini for at kunne bruge det til mediecenter.

    To hurtige spørgsmål:
    1)I nævner slet ikke Plex (http://www.plexapp.com/ios.php) som en mulig app – er der en grund til det? Den virker cool…

    2) Hvis man smider endnu en AppleTv til sit tv i soveværelset, så kan det hele vel streames dertil også – valgfri og/eller samtidigt?

    • Jo, jeg kender godt Plex og har testet den. Plex er rigtig god til at streame ens egen musiksamling til f.eks. en iPad, men jeg har ikke rigtig selv haft behovet, jeg foretrækker selv at have musik liggende på iPad’en eller bruge Spotify.

      Ja, der er ingen problemer i at have flere AppleTV, de arbejder fint sammen.

      Hilsen Claus

  4. Claus Andersen siger:

    Hej, er der nogen kan svare på det bedste bud på at få Boxer betaling ind via EyeTV på en Mac Mini?

    Hilsen
    Claus

    • Godt spørgsmål. Jeg har tidligere research’et i det, og det ser sort ud. Boxer vil gerne selv have mulighed for at beskytte der kanaler med deres egne bokse, så vores innovative måder at sætte tv op på har de største muligheder på gammeldags kabeltv netværk med åbne digitale kanaler, som YouSee og Stofa f.eks. leverer.

      Hilsen Claus

  5. Dan siger:

    Hej cbcmedia

    Hvad for en EyeTV boks skal man bruge, der er jo flere forskellige? (HD ,Homerun og Hybrid) og hvad er forskellen på disse bokse?
    Jeg har iøvrigt en HD boks fra Canal Digital, kan man bruge den til at tilslutte til sin Macbook pro?

    //Dan

    • Alle bokse fra leverandører som Canal Digital og Boxer f.eks. bruger deres egne “beskyttede” bokse, som gør det umuligt at anvende deres signaler på innovativer måder, desværre.

      HD Homerun Hybrid er at anbefale, da den kan køre både DVB-T og C (digitalt tv fra stueantennen og kabel tv), så man kan skifte, hvis man har lyst.

      Hilsen Claus

  6. Dan siger:

    Hej
    Hvad for en EyeTV boks skal man bruge, der er jo flere forskellige? (HD ,Homerun og Hybrid) og hvad er forskellen på disse bokse?

    //Dan

  7. Aleksander siger:

    Kan man styre Eyetv via Apple TV menuen?

    • Du kan bruge Apple TV fjernbetjeningen til EyeTV ved at installere programmet RemoteBuddy. Ellers kan jeg anbefale VNC op mod EyeTV Mac’en, hvis man har iPhone eller iPad – så kan alt betjenes mens man ligger fladet ud i sofaen!

      Hilsen Claus

  8. Anders siger:

    Men derudover kræver det vel 3g eller wi-fi på ens i/Pod/Pad/phone. for at få EyeTV og Boxee til at virke sammenhængede med ens TV-stue?

    • Ja, EyeTV kræver blot en internet forbindelse på ens iPad eller iPhone, både 3G og wi-fi fungerer fint til at se tv på. Dog skal man være opmærksom på at tv kan sluge en del data på en 3G forbindelse, så hvis man har begrænset antal månedlige Gigabyte skal man holde øje med forbruget.
      Hilsen Claus

  9. Anders siger:

    Kræver det Wi-Fi i hjemmet for at få hele systemet til at fungere? – eller kan et LAN-kabel tilsluttes?

  10. Jon siger:

    Hi, flot artikel! Jeg læste den først på Elektronista og har også spurgte lidt til det der.

    Hvad optager i på? Er der en ekstern HDD sæt til Mac mini?
    Er der en speciel grund til at du anbefaler Apple TV og ikke Mac mini i din ‘god start-løsning’?

    mvh
    Jon

    • Jon siger:

      ups kan nu se at den ny mac mini HAR HDD, det er optisk drev de har droppet :o )
      Beklager

    • Ja, Mac Mini’en er jo en fuld computer med harddisk, og bliver med opskriften i artiklen en fantastisk tv-boks. AppleTV boksen er en enkel lille boks, begrænset til iTunes og Netflix, men meget enkel og effektiv til formålet. Så det er til to forskllige formål, men de supplerer hinanden rigtig godt.

      Hilsen Claus

Skriv en kommentar