0

Mad Men Sæson 5 – se serien direkte fra USA

Alle der har en konto hos Apple’s iTunes ved, at man på iTunes kan finde og købe alverdens musik, og at der også kan findes flere og flere film tilgængelig. Men udvalget er nøje sammensat i forhold til de rettigheder, som selskaberne bag musikken og filmene har udvalgt til det danske marked, for sådan har markedet for musik og især film altid fungeret.

Filmselskaberne stiller deres produkter til rådighed efter aftale med de lokale tv-stationer og distributører af film på DVD og Blu-ray, så selskaberne har på den måde udvalgt, hvad der skal være tilgængeligt for danskerne, og det har gennem årene meget været styret af de fysiske grænser, og den omstændighed at musik og film overvejende har været solgt på fysiske skiver, hvor de digitale medie produkter er blevet lagt og solgt til os forbrugere.

Men internettet kender ingen grænser, og da medievarerne i forvejen er digitale, kan varer der ellers kun sælges til amerikanerne, ganske nemt finde vej til en dansk forbruger. Hvis man går ned i bunden af sin iTunes Store kan man under menupunktet ”Administrer” finde valget ”Skift Land”, og her kan man skifte til den amerikanske udgave af iTunes Store. Og så er udvalget et helt andet! Bl.a. har man nu adgang til mange flere film, også de helt nye film, samt stort set alle de tv-serier, som amerikanerne kan se – bl.a. Mad Men, sæson 5.

Men hvis man prøver at købe eller leje en film eller tv-serie, finder man ud af, at det kan man ikke med sin danske iTunes konto. Så hvis man skal have fat i de amerikanske herligheder, der også er billigere end de tilsvarende danske, skal man have en amerikansk iTunes konto. Og det kan man ret nemt sætte op, men man skal vide, at tv- og filmbranchen jo netop har lavet disse begrænsninger for at kunne kontrollere deres markeder, og for at få sig en amerikansk iTunes konto, er man nødt til at bruge en lille finte, men man gør ikke noget kriminelt – man er IKKE video pirat! Fordi man jo betaler for varen, selvom pengene går direkte til USA. Det er der et stigende antal danskere, der gør – så længe man ikke kan få de samme varer leveret af nogen danske tjenester.

Så hvis du vil se Mad Men sæson 5, og have adgang til nye film, som f.eks. Spielberg filmen ”War Horse”, der kan lejes for $4,95 eller købes for $19,99 (i HD kvalitet og med Digital Dolby lyd), så skal man have sig en amerikansk iTunes konto. Her er opskriften, og husk at gøre det i den rigtige rækkefølge:

Michael Sayre sælger USA iTunes gavekort fra sin Facebook profil

1):
Køb dig et amerikansk iTunes Gift certificate, et gavekort, der kan fås i f.eks. størrelser, f.eks. på $50.

Det er man nødt til, da et dansk kreditkort ikke kan bruges i selve iTunes Store’s USA afdeling.  Gavekortet kan købes flere steder på nettet, f.eks. via Facebook, hvor bl.a. Michael R. Sayre sælger USA gavekort via hans ”Your One-Stop Shop for iTunes”. Han har mange danske venner! En anden god mulighed er www.buyfrompowerseller.com, der sælger adgang til mange af de amerikanske tv- og video tjenester.

2):
Når du har modtaget en e-mail med din gavekode til iTunes Store USA, er du klar til at oprette selve kontoen. Hertil skal du bruge en amerikansk adresse og gyldigt telefonnummer, og enten kender du nogen derovre, eller også finder du en tilfældig adresse via Google Maps. Et godt trick er at finde en adresse på et hus til salg i en af staterne Oregon eller Delaware, hvor man ikke har moms afregning – husk også et gyldigt telefonnummer.

3):
Du er nu klar til at oprette en USA iTunes Store konto i iTunes på den computer. Du skifter til den amerikanske iTunes Store og går op under Butik -> Opret konto (husk at logge ud fra din eventuelle danske konto først). Her indtaster du nu din amerikanske adresse og når du kommer frem til kreditkort oplysninger, springer du dette over, og indtaster i stedet din iTunes gavekorts kode i feltet ”Redeem gift certificate”.

Husk, at det altså strengt taget ikke er helt korrekt, det vi gør her, for som Apple skriver i deres ”Terms and conditions”:

The iTunes Service is available to you only in the United States, its territories, and possessions. You agree not to use or attempt to use the iTunes Service from outside these locations. Apple may use technologies to verify your compliance.

Men du er ivrig, og du vil se tv og film fra USA, så du tager chancen, og du gør ikke noget ulovligt i forhold til dansk lovgivning. Du er ikke video pirat, du betaler for din vare, og Apple kan ikke retsforfølge dig, men de kan naturligvis lukke for din konto, hvis de har lyst. Det har ingen dog hidtil hørt om er sket.

Du har nu adgang til alt det, som amerikanerne kan købe og leje af film og tv-serier, som f.eks. den herlige Mad Men sæson 5. Du kan købe et nyt afsnit hver søndag, når de bliver sendt i USA (de er nået til afsnit 3), eller du kan købe et ”Season Pass”, og du får automatisk adgang til de nye afsnit, når de kommer, og i tilgift en ”behind-the-scene” video til hvert afsnit. Det koster $34,99 for hele sæsonen, og de ligger i Apple’s iCloud, så du nemt kan hente og se dem på alle Apple’s enheder, som iPhone, iPad, iTunes på Mac og PC, hvad der særligt kan anbefales – på Apples TV boks.

Denne lille Apple TV boks kan købes i Danmark til kr. 849,- og er lige til at sætte til din fladskærm. Du logger ind på boksen med din amerikanske iTunes konto, og du kan se Mad Men i fantastisk 1080p HD kvalitet (som på en Blu-ray skive) – det er forrygende, den ville Don Draper have elsket!

Uddrag af denne artikel blev bragt som boks-artikel i Ekstra Bladet søndag 15. april i artiklen “Mad Men Mega Mani”. 

Det er et interessant fænomen, at vi danskere lovligt kan købe os adgang til en populær serie som Mad Men direkte fra USA, efterhånden som den udsendes. Også Danmarks Radio har interviewet mig om fænomenet i P1 Morgen, se omtale af indslaget her.









Kommentér på Facebook

Kommentarer (0)

Trackback URL

Skriv en kommentar

Du skal være logged ind for at skrive kommentarer.